| Hjem | Pigerne | Drengene | Hvalpene | Hvem er jeg | Historie | Karakter | Standard | Galleri | Tegneriet | Til minde | Gæstebog

Charming Red Anton

Anton var en pragtfuld hund der, selvom han ikke havde sit liv her i huset(han var udstationeret), kom til at stå mit hjerte meget nær. Han havde arvet sin far, Montys, vidunderlige rolige gemyt, og kunne ligesom ham bedst lide at alting foregik stille og roligt.

At jeg holdt meget af Anton, er intet imod hvor meget han kom til at fylde i den familie hvor han levede sit liv. Anton var ”barn” af huset, og var i mange henseender omdrejningspunktet i det lille hus i skoven. Hver gang jeg kom på besøg, var der altid nye anekdoter om ham og alle de sjove ting han kunne finde på. Anton var nemlig en hund, der kunne hitte på mange underlige ting, og som regel heldigvis til morskab for familien.

Anton var den hund man kunne stille klokken efter. Hvis mor ikke lavede mad på det rigtige tidspunkt, eller far arbejdede for længe en dag, kunne man se Anton vente utålmodigt på at tingene skulle blive bragt i orden, så tingene igen kunne blive som de plejer.

Anton var en stor og altid glad dreng, som tog de fleste ting i livet i ”stiv pote”. Kun besøg ved dyrlægen og udstillinger, kunne få ham til at virke uoplagt. Da Anton helst ville leve stille og roligt, kan man vel også forestille sig, at der bare skete alt for mange ting rundt om ham, til at han kunne finde glæde i det.

Den 6. februar 2006 måtte vi sige farvel til Anton. Dyrlægen havde konstateret at Antons lunger og lever var hårdt angrebet af kræft, så vi havde kun tilbage at sige farvel og tak for alle de vidunderlige timer han havde givet os alle

Anton er far til mit D-kuld.

Marenga Power of Beauty

Selvom Freja aldrig nogensinde var prototypen på en bordeaux, så blev hun aldrig gemt væk. Hun var 100 % bordeaux af sind, og hendes krop og bevægelsesmønster var også helt i orden. Så på trods af sin lange snude, blev Freja mor til vores første kuld.

I flokken var Freja hele sit liv flokkens fører, og der har aldrig en eneste dag hersket tvivl om hendes position. Hendes overlegenhed og hele attitude var helt unik, og hun var ikke en hund man bare gik udenom, hverken som hund eller menneske.

Freja var en rigtig livsnyder, og hendes største fornøjelse var en middagslur sammen med sin mor. Kunne hun snige sig til det, snuppede hun også gerne en lur på ryggen i solen, og gerne på mors plads.

Men også på andre måder var Freja en livsnyder, for kom hun til vandet eller i skoven, så glemte hun fluks hvor gammel hun var. Hendes næse var i konstant aktivitet, og i vandet boltrede hun sig som en fisk.

Freja var den absolut bedste hund jeg nogensinde har haft. Selvom jeg hverken kunne udstille hende, eller i nogle menneskers øjne, overhovedet være hende bekendt i bordeaux-kredse, så var hun for mig et helt unikt og vidunderligt bekendtskab. Hun indtog den der helt specielle plads i mit hjerte, som nu er blevet så tom. Jeg har haft mange hunde i mit liv, og har elsket dem alle, men for mig vil Freja altid stå som noget helt specielt.

Freja har været én af de bordeauxer, der har vandret gennem livet uden ret mange sygedage. Men d. 7. maj 2006 gav Frejas gamle krop op. Hun havde skrantet et par måneder, men denne morgen i maj kunne hun ikke mere, og hun døde i bilen på vej til dyrlægen.

Freja, du er savnet, og du vil aldrig blive glemt. Du var en ener i mit univers.

Goozer var, præcis som sin mormors søster, Nathalie, en gudesmuk bordeaux-pige. Hun var næsten alt det jeg havde drømt om i en bordeaux, og havde både sind og skønhed med sig. Men desværre lignede hun også Nathalie på et andet punkt, nemlig ved ikke helt at hænge sammen indeni.

Goozer var en bordeaux der altid skete noget omkring. Der var gang i damen fra morgen til aften, og specielt i hendes hvalpetid, måtte vi have et øje på hver finger, for hele tiden at holde øje med vores lille bandit. Hun var opkaldt efter en dæmon, hvilket jeg kom til at fortryde, da hun helt og aldeles bestemte sig for at leve op til navnet. Så jeg har ikke tal på hvor mange sko der kom til at stå på hendes konto, og det var desværre altid mine de pæneste hun kastede sin kærlighed på ;o

Men ud over at være en bandit, så var hun også en særdeles kærlig og nænsom hund, som uden besvær gled ind på Frejas plads, da jeg mistede min gamle førertæve. Goozer fik den særstatus Freja altid havde haft, og hun forstod at udnytte til fulde, at hun havde flere privilegier end de andre hunde i huset. Det betød til gengæld, at man sjældent mødte mig uden Goozer var ved min side. Så i hendes sidste leveår, havde jeg hende som min trofaste skygge, hvilket jeg savner meget nu hvor hun ikke er her mere. Goozers evigt glade hale, og enorme ego, fyldte meget her i huset, og selvom hun ubetinget var mors hund, så delte hun også kærligt ud af sit glade sind til resten af familien.

Goozer fik desværre aldrig den position i Charming Red som vi havde ønsket, nemlig at blive det nye ”flagskib” i vores avl. En vækstbetinget skade ødelagde hendes fremtid som avlshund, allerede inden den var begyndt. I hele Goozers ungdom kæmpede vi en brav kamp for at få styr på den irriterende skade hun havde vokset sig til i den ene skulder, og endelig i foråret 2007 var vi ved at se lyst på tingene. Det gjorde Goozer desværre også i den grad, at hun under leg i haven tumlede så voldsomt rundt, at hun sprang alle ledbånd i det ene bagben. Skaderne var så omfattende, at vi opgav at forsøge at reparere på hende, og vi måtte alt for tidligt gå den tunge gang til dyrlægen, for at sige farvel til en pragtfuld hund.

Ti år og ti dage helt nøjagtig, fik denne skønne hund lov at være til. Og hvilke skønne 10 år ! Det er ikke mange bordeauxer forundt at have så langt og godt et liv, og Nana vandrede gennem sit lange liv, uden nogen former for sygdom. Eneste gang Nana var alvorligt ved dyrlægen var, da hun 7 år gammel måtte have livmoderen fjernet pga. betændelse. Ellers har hun kun været på besøg der én gang om året, til det årlige eftersyn.

Nana havde ikke de første to år af sit liv i Charming Red, så prægningen af hende havde været noget anderledes end den var på vores egne hunde. Derfor var hun noget af en mundfuld at få i huset, da hendes tidligere ejer måtte erkende at hun var blevet for voldsom sammen med hendes lille datter. Men efter hun kom til Charming Red, og hende og Freja var blevet færdige med at diskutere hvem der skulle bestemme, faldt hun til ro og blev en blid og god tæve, nøjagtig som hendes søster, Nathalie.

Nana var den hund i flokken, som jeg altid havde i umiddelbar nærhed af mig. Selvom vi var på tur, og de andre hunde stormede rundt for at opleve verden, var Nana altid indenfor en radius af max. 10 meter fra mig. I huset var hun også altid i samme rum som mig, dog uden på nogen måde at være anmassende. Hun var der bare, altid.

Nana var en hund, som lærte mange mennesker at hunde faktisk KAN tale. Selv folk som ikke selv har hund, har ofte fortalt mig, at Nana nærmest var uhyggelig talende i sin mimik, ja, nærmest helt menneskelig. Og jeg må nok give dem ret, for hun var talende i uhyggelig grad, både med lyd og mimik. Desuden har en gammel hund en visdom, som ikke kan forklares, den skal opleves for at man kan forstå den. Og denne visdom kombineret med hendes mimik, gjorde hende til den helt specielle hund hun var.

Nana var frisk til det sidste, men pludselig om morgenen d. 17. september, kunne hendes gamle krop ikke mere. Systemet kollapsede, og der var ikke andet at gøre, end at lade dyrlægen hjælpe hende det sidste stykke vej mod det uundgåelige

Nana har efterladt os med et kæmpe hul i familien, og vi savner vores gamle kloge hund, så det slet ikke kan beskrives. Men sorgen over en gammel hund er trods alt anderledes, end den er når det er en ung hund man mister. Det er lettere at acceptere, specielt fordi Nana blev så gammel som hun gjorde. Men det betyder bestemt ikke, at vi ikke mangler hende.

Nana blev mor til B- og C-kuldet i Charming Red